Godkend side til tryk
Når alle artikler på en side er layoutet, og alle ønskede elementer er tilføjet, skal siden godkendes til tryk. Dette gør layouteren ved at trykke på ‘godkend side til tryk’. Hvis man senere opdager en fejl på siden, kan man godt annullere, og rette fejlen til – så længe hele avisen ikke er godkendt til tryk endnu.
Når alle sider i avisen er godkendt til tryk, kan den ansvarlige lærer godkende hele avisen til tryk.
JP/Politikens Skoleafdeling godkender så avisen, og sørgerer for, at den bliver trykt i 200 eksemplar og leveret til skolen.
Tjek før tryk
Inden I sender jeres avis til tryk, er det en god idé, at løbe følgende liste igennem.
Er der sammenhæng mellem foto, rubrik og underrubrik?
Skriv en rubrik, som spiller sammen med fotoet. Rubrikken skal være letforståelig, dækkende for historien og fængende for læseren. En rubrik skal altid være aktiv og konkret. I underrubrikken kan I fortælle mere om historiens indhold. Undgå overdrivelser og klicheer og undgå tegn (!?) og forkortelser (fx, osv.).
Har I store klare fotos i god kvalitet?
Læserne ser altid fotoet først. Derfor er det vigtigt, at fotoet fanger øjet. I skal vurdere fotoets blikfang, budskab, farver og så videre. Det kan være nødvendigt at skære i en artikel for at få plads til det store, gode foto.
Har I husket billedtekster og billedkreditering på alle fotografier?
Der skal være billedtekster samt korrekt billedkreditering ved alle fotos. Billedteksten bør skabe sammenhæng mellem fotoet og teksten. Billedteksten fortæller hvem og hvad, der er på billedet.
Har I husket mellemrubrikker?
Mellemrubrikker deler brødteksten op og giver øjet en kort hvilepause. Velskrevne mellemrubrikker lokker læserne videre i teksten.
Er der for meget luft på siderne?
Hvis der er for meget luft på siderne, har I forskellige muligheder. Det kan være en god ide at lave billedet i artiklen så stort som muligt, indsætte flere citater eller indsætte faktabokse. Derefter kan I tjekke, om der måske endda er plads til endnu en artikel nedenunder.
Har I husket at indsætte citater, faktabokse og brødtekstbilleder?
Overvej, om artiklerne skal indeholde en faktaboks, citat eller et brødtekstbillede, som kan supplere historien. Journalisten udfylder faktaboks, brødtekstbillede og citat i skrive-fasen, men det er layouteren, der skal placere dem i artiklen.
Er teksten på indsatte illustrationer læsbar?
Dette gælder eksempelvis diagrammer, krydsord, tegneserier eller lignende.