Ofte stillede spørgsmål

Guides og vejledninger

Hvor finder jeg lærervejledningerne?

Link til avisernes lærervejledninger: Ekstra BladetJyllands-Posten og Politiken.

 

Hvor finder jeg videoguides til Newsdesk?

  1. Åben hjælpemenuen i Newsdesk ved at trykke på spørgsmålstegnet i bjælken til venstre.
  2. Hjælpemenuen er specifik for den del af processen du er i. Vil du se videoen om korrektur, finder du den ved at gå ind i korrektur, og herefter åbne hjælpemenuen.

Kan jeg bruge lærermateriale fra tidligere mediekonkurrencer?

Ja. Lærermaterialet giver en faglig introduktion til tidligere mediekonkurrencers temaer. Disse må gerne bruges i undervisningen.

Se tidligere konkurrencer og lærermateriale her

Fotos

Hvad er Ritzau Scanpix?

Ritzau Scanpix er et billedbureau, som har mere end 40 millioner billeder i deres arkiv. Mange professionelle journalister bruger Ritzau Scanpix.

Du og din klasse har adgang til Ritzau Scanpix igennem Newsdesk – tryk på ’Søg i Ritzau Scanpix’ knappen, når du skal uploade et billede til artiklen, så føres du automatisk videre til hjemmesiden.

Husk at bruge søgeord på både dansk og engelsk.

Hvad er en korrekt fotokreditering?

Korrekt fotokreditering betyder, at I skal skrive fotografens navn eller fotografens billedbureau ved de billeder, I bruger. Det kan eksempelvis være “Jens Jensen” eller ”Ritzau Scanpix”. Undgå at bruge billeder fra firmaers hjemmeside uden tilladelse, og angiv aldrig “Google” eller en hjemmesideadresse som fotokreditering.

Den nemmeste måde at undgå fejl i fotokrediteringer er ved at bruge egne billeder eller billeder fra Ritzau Scanpix, som automatisk indsætter fotokrediteringer i Newsdesk. Du må altid gerne ændre billedteksten.

Gult udråbstegn?

Det gule udråbstegn betyder at billedet er i lavere opløsning end anbefalet. Billedet kan sagtens trykkes alligevel, men der er risiko for, at det bliver grynet.

Newsdesk fortæller, hvor mange spalter et billede kan lægge sig over. Hvis du for eksempel prøver at bruge et billede i en artikel, der fylder 5 spalter, men billedet egner sig bedst til 2 spalter, kommer der et gult udråbstegn. Det betyder, at billedet kan blive grynet – men det kan fint trykkes. Store billeder er i bedre kvalitet og bliver skarpere på tryk.

Billeder taget på telefon eller tablet bliver bedst, hvis de uploades direkte fra enheden. Man kan logge ind på Newsdesk i enhedens browser, og ad denne vej uploade billedet.

Godkendelse, tryk og levering

Hvad er JP/Politikens Hus' krav til aviserne?

Vi har ingen krav til, hvad din klasse vælger at skrive om, hvilket sprog I skriver på eller hvilket fag I skriver i.

Men for at vi kan trykke aviserne, er det vigtigt at:

  • Fotokrediteringer er korrekte.
  • Artiklerne ikke indeholder falske og misledende nyheder eller spreder rygter.
  • Der ikke er rigtige annoncer og reklamer i aviserne.

Er tomme huller okay?

Ja. Som lærer kan man ikke godkende sider i avisen til tryk, hvis der mangler artikler eller andet på siderne, men det kan vi godt i skoleafdelingen. Du kan derfor godt få trykt din avis, selvom du mangler hele eller halve sider.

Ring eller skriv til os, så ordner vi det.

Hvor lang tid går der, før vi modtager de trykte aviser?

I udgangspunktet går der et par uger fra avisen godkendes til den leveres på skolen.

Hvis du afleverer din avis til sidst i Mediekonkurrencen, kan der gå længere tid, da der er særligt pres på trykkeriet i denne periode.

Andre problemer

Problemer med zoom?

For at kunne arbejde i layout skal man zoome ud i browseren. For Google Chrome er den rigtige zoom-angivelse på 67% – ikke 100% som fejlmeldingen ellers peger på.

Du kan evt. prøve at zoome ind og ud indtil fejlmeddelelsen forsvinder.

Hvis eleverne har Chromebooks kan det være nødvendigt at indstille skærmstørrelsen (skærmopløsningen) til 1366 x 768.

Kan jeg ændre avisens deadline?

Konkurrenceaviser skal afleveres til deadline for at blive bedømt. Men hvis I ikke når det, kan I godt arbejde videre med avisen, selvom deadline er overskrevet.

Du kan altid ændre deadline for din almindelige avis. Dette gøres under ”Redigér opsætning af avis”, som du finder ved at trykke på dit navn i højre hjørne.

Hvem kan bruge Newsdesk?

Newsdesk er målrettet 6.-10. klasse, gymnasiale uddannelser og lærerseminarier, men andre uddannelsesinstitutioner er også velkomne til at bruge systemet. Det kræver bare, at institutionen bruger UNI-login. I skal dog være opmærksomme på kravet om, at alle avisprojekter i Newsdesk skal være en del af en læringsproces og at systemet ikke må bruges til kommercielle formål.

Hvorfor kan jeg ikke se mine elever?

Hvis du bruger Newsdesk for første gang, kan det tage systemet lidt tid at indhente alle skolens elever. Vent et par timer og prøv igen.

Hvis du fortsat har problemer, anbefaler vi, at du tager fat i den ansvarlige for UNI-login på din skole.

Hvor mange lektioner tager det at lave en avis?

Det er meget forskelligt afhængigt af antallet af sider, klassetrin og artikeltyper. Men en tommelfingerregel er, at man kan producere en 8-siders avis på én uge, hvor alle lektioner går til avisarbejdet, for eksempel i en emneuge.

Hvorfor kommer der ikke linjeskift i faktaboksen?

Det er desværre ikke muligt at lave linjeskift i faktaboksene.

Vi foreslår, at du enten skriver faktaene ind som hele sætninger eller bruger tankestreger som punktopstilling på én linje.

For eksempel: 3 æg – 2 liter mælk – 40 gram mel – 25 gram gær

Hvordan bestiller jeg avisen som PDF?

Gå ind på avisen og tryk på dit navn i højre hjørne.

Vælg ’Bestil pdf til print’. Det kan tage et kvarters tid, før filen er genereret.

Hvis du ikke modtager pdf’en, kan det være en god idé at tjekke, om du har skrevet den rigtige mail. Tjek dette under ’Rediger bruger’. Det kan også være, at mailen er havnet i din spam-mappe.

Kontakt os

Fandt du ikke svar på dit spørgsmål?

Du er altid meget velkommen til at kontakte skoleafdelingen, så gør vi vores bedste for at hjælpe dig godt videre.