Godkend avis til tryk
Når klassens avis skal godkendes til tryk, er der nogle ting, der skal være i orden. Vi gennemgår avisen, og kontakter jer, hvis der er noget, der halter. Vi skal nok forklare, hvad der skal rettes, så avisen kan blive trykklar.
Vores krav til tryk er:
Korrekt fotokreditering
Alle billeder i avisen skal have en fotokreditering. Er billedet ikke et, I selv har taget, skal I også sørge for at få fotografens tilladelse til at bruge billedet. Hvis man glemmer at gøre det eller krediterer et billede forkert, kan billedets fotograf kræve betaling for den manglende kreditering. Der er nemlig altid en fotograf til et billede, og det er aldrig nok at skrive ‘Google’, ‘Ekstra Bladet’ eller en URL-adresse.
Henter I fotos i Ritzau Scanpix føres fotokrediteringen direkte over i Newsdesk. Den skal I lade stå, men billedteksten må gerne ændres.
Læs mere om fotokreditering og find gratis stockfotohjemmesider her
Ingen reklamer
Der må ikke bringes nogen former for annoncer eller reklamer i avisen. Det gælder både rigtige annoncer, produceret af eller for virksomheder, og annoncer for fiktive produkter. Der må heller ikke udveksles penge eller andre belønninger mellem eleverne og virksomheder.
Ingen falske historier eller rygter
Der må ikke være falske historier om virkelige personer eller begivenheder. Ligesom en rigtig avis, bliver jeres avis udgivet. Som journalister har I en forpligtigelse til at komme så tæt på sandheden som overhovedet muligt. I nogle tilfælde kan vi acceptere en fiktiv fortælling, hvis denne ikke omhandler rigtige personer eller begivenheder, såfremt det fremgår tydeligt.
Når I har tjekket jeres avis igennem en sidste gang og alle sider er godkendt til tryk, skal den ansvarlige lærer trykke på ’Send avis til tryk’.