Presseetik
Der er pressefrihed i Danmark, derfor er der ikke nogen, der på forhånd bestemmer, hvad en avis må skrive.
Medierne i Danmark har valgt at være fælles om et sæt presseetiske regler, som handler om, hvordan journalister og medier bør opføre sig. Hvis medierne ikke overholder reglerne, kan sagen blive anmeldt til pressenævnet, der kan udtale kritik af det pågældende medie og for eksempel sige, at de skal bringe en undskyldning.
Medierne skal for eksempel tilstræbe…
- At give korrekt og hurtig information.
- At være kritiske overfor nyhedskilder – altså ikke æde hvad som helst råt.
- At tjekke oplysninger og påstande, som kan være skadelige eller krænkende for nogen, der omtales. Folk skal også have mulighed for at svare på kritik, før de udsættes for kritikken i medierne.
- Angreb og svar skal, hvor det ”er rimeligt”, bringes sammen. Det er altså ikke okay at kritisere nogen, uden at give den kritiserede part mulighed for at svare.
Medierne må ikke…
- Hænge folks privatliv ud, hvis det ikke angår offentligheden.
- Omtale selvmord eller selvmordsforsøg, hvis det ikke angår offentligheden.
- Sammenblande journalistik og annoncer.
- Bruge hemmelige optagelser, medmindre den ”samfundsmæssige interesse” ”overstiger den enkeltes krav på beskyttelse”.
- Skrive at en person er et svin, en psykopat eller løgner, medmindre man kan dokumentere det i en retssag.
- Skrive racistiske udtalelser.
- Skrive at en person har begået noget kriminelt, medmindre personen er dømt for det. Men hvis en person er sigtet for at have begået noget kriminelt, må man gerne skrive det.