Billeder

Jeres avis skal selvfølgelig have flotte fotos, der illustrerer det, I vælger at sætte fokus på. Vi anbefaler, at eleverne tager flest mulige billeder selv og laver illustrationer til deres egne artikler. Det handler om at være opfindsom – lad eksempelvis eleverne være hinandens modeller for at iscenesætte og illustrere en problematik eller lav jeres egne grafikker og tegninger til avisen. Husk at spørge om lov, før du tager billeder af andre og bruger dem i avisen.

Upload af billeder
I feltet ‘Billeder’ kan eleverne uploade billeder til redaktionen. Man kan uploade egne billeder, eller man kan vælge at søge i Ritzau Scanpix. Billederne kan senere bruges i redaktionens artikler. Man kan også vente med at uploade billeder til når, man skriver artiklerne.
For højest mulig billedkvalitet anbefales det at uploade billeder direkte fra den enhed, som de er taget på. Er billedet for eksempel taget med mobiltelefonen, skal I åbne en browser på mobiltelefonen, logge på Newsdesk og uploade billedet direkte herfra.

Gult udråbstegn
Hvis der er et gult udråbstegn på billedet, skyldes det, at billedopløsningen er lav, og det vil derfor se grynet ud, når avisen bliver trykt. Det er derfor en god idé, at skifte billedet ud, men den kan godt trykkes.

Ritzau Scanpix Foto
Gennem Newsdesk har eleverne også adgang til billedbureauet Ritzau Scanpix, hvorfra de kan hente professionelle pressefotos til deres avis. Under artikelskrivning kan de trykke på ‘SØG I RITZAU SCANPIX’, hvorefter de bliver sendt videre til Ritzau Scanpix. Eleven kan derefter trykke på ‘Send foto til Newsdesk ved at holde musen over det valgte billede.

Fotokreditering
Fotokreditering betyder, at I skal skrive fotografens navn ved de billeder, I bruger. Søgemaskiner som Google, Yahoo osv., er ikke billedbureauer, men søgemaskiner. Derfor er ”Google” aldrig korrekt fotokreditering. Google har ikke taget billedet – Google ejer ikke billedet. I stedet skal I finde ud af, hvor billedet er fra og spørge om tilladelse ved f.eks. at sende en mail til fotografen. Når jeres avis er færdig, er fotokreditering ét af de punkter, vi kontrollerer inden, vi kan sende avisen til tryk.

Læs mere om at sende avis til tryk her

HUSK FOTOKREDITERING

Man skal have rettigheder til at anvende billeder i en avis, der skal trykkes. Billeder, I henter direkte i Ritzau Scanpix via Newsdesk, er lovlige at anvende, men husk altid kreditering. Helt generelt må man ikke bruge billeder fundet på internettet uden tilladelse. Hvis denne tilladelse er indhentet, skal det noteres. Hvis man får tilladelse, vil man normalt også få fotografens navn, så man kan lave korrekt kreditering.