Det gode interview

For at man som journalist kan skrive sin historie, skal man tale med en eller flere personer, der ved noget om emnet eller begivenheden. Det kan være fordi de selv har været involveret i begivenheden, er beslutningstagere eller fordi de er eksperter på området.
Interviewet kan laves fysisk, men det er også helt okay at ringe til sin kilde. Det kan være en fordel, hvis man er langt fra hinanden eller kun skal bruge et kort interview. Det kan være en god idé at lave et videoopkald, så man kan se hinandens mimik.

 

Før interviewet

Vinkelsætning: Det er en god hjælp at have sin vinkel på plads, inden man laver sit interview, så man ved hvad man skal spørge ind til.

Plan for interviewet: Man behøver ikke skrive alle spørgsmål ned, men man bør have en idé om, hvad man vil vide, hvad der er vigtigst og hvilken rækkefølge spørgsmålene skal stilles i. Der må gerne dukke nye spørgsmål op undervejs.

Punktlighed: Man sender et bedre signal til sin kilde ved at komme til tiden og have styr på sine ting. På den måde kommer man også mere selvsikkert fra start.

 

Under interviewet

Optag interviewet: Det er en god idé at optage sit interview. Det kan man gøre på de fleste telefoner, computere og tablets. På den måde misser man ikke gode citater og pointer, og man skal ikke koncentrere sig om, at skrive hele interviewet ned undervejs.

Man skal altid huske at spørge sin interviewperson, om de er okay med at blive optaget.

Stil gode spørgsmål: Man skal i udgangspunktet stille åbne hv-spørgsmål: Hvem, hvad, hvor, hvorfor, hvordan, hvornår? Undgå lukkede ja/nej-spørgsmål og stil ét spørgsmål ad gangen.

Lyt efter: Man skal høre efter, hvad der bliver sagt. Bliver der svaret på det man spørger om? Særligt politikere og andre medievante personer kan være gode til at dreje interviewet hen på noget, som de gerne selv vil tale om. Her kan man gentage sit spørgsmål eller bede om at få svaret uddybet.

Pauser: Der må gerne være små tænkepauser undervejs. Man får bedre svar, hvis der er tid til, at kilden kan tænke sig om og reflektere over spørgsmålet.