Mediekonkurrence for skoler 2024
Grænser er et lille ord med stor betydning. Grænser kan mærkes, krydses, udviskes og er i konstant forandring. Nogen krydser landegrænser for at komme i sikkerhed, mens andre gør det for at opleve nye destinationer. Men grænser er ikke bare noget, der er mellem lande.
Alle har personlige grænser, men der eksisterer også grænser i det sociale rum – både synlige og usynlige. Samtidigt udviskes grænsen mellem den analoge og den digitale verden i takt med teknologiske udvikling.
For nogen er grænsen nået. For nogen er den overtrådt. Andre søger den konstant. Et lille ord med mange betydninger.
Mediekonkurrencen gav i 2024 folkeskoleelever mulighed for at beskæftige sig med grænser i bredeste forstand. De fortolkede grænser, og de gav deres nuancerede bud på forståelse af, hvor grænsen går – for dem selv, for de sociale grupper, de begår sig i og for nationale og globale problemstillinger.